Fælles arrangementer
- Oprykning (spejdere og forældre)
- Vandredag (spejdere og forældre)
- Juletræssalg (spejdere og forældre)
- Nytårsparade (spejdere og forældre)
- Gruppeweekend (spejdere)
- Arbejdsdag (spejdere og forældre)
- Kanotur (spejdere og forældre)
AUGUST
Oprykning
Hvert år, når vi starter efter sommerferien, er der oprykning. Oprykning er det tidspunkt, hvor spejderne skifter fra en gren til den næste. Det er f.eks. når en spejder i minigrenen (2. og 3. klasses elever) efter ferien starter i 4. klasse og rykker op i juniorgrenen (for 4. og 5. klasses elever).
Arrangementet er for alle spejderne - også for de der ikke skal rykke op - og deres familier. Hver gren arrangerer oprykning af de spejdere der skal rykkes op. Efter de to mindste grene er rykket op er der fællesspisning. Herefter rykker de sidste op og aftenen slutter med kaffe og den store kagekonkurrence, hvor den flotteste Knud Rasmussen Kage bliver kåret. Vil du være med i kagekonkurrencen skal du blot medbringe en kage og sætte den på fællesbordet.
Før spejderne rykker op, skal de gennem diverse vilde, vanvittige "prøvelser". Det er kun for sjov, og det er bestemt ikke prøver, der skál bestås før man kan rykke op. Skiftetøj kan være en god ide at have med....
SEPTEMBER
OKTOBER
Vandredag
Vandredagen er en opsamlingsvandretur for ledere, spejdere og deres familier. Distancerne er 2 ½ km, 5 km, 10 km, 20 km, 30 km og 50 km, så der er noget for alle. De sejeste starter fredag med overnatning og samler så alle andre op på ruten. Vi slutter af ved spejderhytten med fællesspisning og ømme fødder. Forældre og søskende er velkommen til at gå med, men det er i spejdertempo, så vi sætter det lange ben foran.
DECEMBER
Juletræssalg
I alle weekender op til juleaften i december har vi en lille bod ned på parkeringspladsen ved Menu, hvor vi sælger juletræer. Alle familier skal være med. Pengene vi tjener går til vores gruppe, hytten, sommerlejr og meget andet godt.
JANUAR
Nytårsparade
I gamle dage var spejdernes nytårparade først og fremmest en parade. Det var et optog hvor alle spejderne i fuld uniform med korte bukser og blå knæ gik på række efter gruppens fanebærer.
I dag er det en hyggelig sammenkomst, hvor vi starter med gudstjeneste i Lynæs Kirke og bagefter går sammen til et større eller mindre arrangement, som er forskelligt fra år til år. Det er et af de første spejdermøder i det nye år, så det er her, vi siger godt nytår til hinanden og hører hvordan juleferien er gået.
Gruppeweekend
Gruppeweekenden er en fælles spejdertur for alle spejdere hos Knud Rasmussen, arrangeret af lederne. Her bliver alle spejdere inviteret til en sjov weekend med et spejderløb, hvor der vil typisk være et tema forbundet med turen. F.eks. James Bond, Harry Potter eller Spejder i gamle dage. Alle spejderne bliver delt op i patruljer på tværs af årgange og deltager i løbet med deres patruljer.
Gruppeweekenden starter fredag aften og slutter søndag formiddag. Vi holder weekenden i en hytte et sted i Nordsjælland.
APRIL/MAJ
Arbejdsdag
En gang om året arrangeres en fælles oprydning og vedligeholdelse af spejderhytten. Eftersom at alle os leder arbejder frivilligt har vi brug for jer forældres hjælp til at klarer det. Heldigvis er arbejdsdag altid hyggelig. Dagen starter ud med fælles morgenmad og undervejs spiser vi også frokost sammen, men du møder bare op når det passer dig. På dagen vil du blive tildelt opgave som passer til dig og der selvfølgelig plads til en sludder med de andre forældre eller os.
JUNI
Kanotur
Årets familiekanotur er en oplagt begivenhed i Knud Rasmussen gruppen, fordi vi råder over 10 kanoer inkl. udstyr. Det er turen hvor lederne hygger sig sammen med spejdere + forældre/søskende. En kanotur giver altid gode minder og styrker sammenholdet.